Kære rettighedshaver.
Folketinget har vedtaget en ændring af momsloven, som betyder, at der indføres moms på rettighedsbetalinger til og fra organisationer som Producent Rettigheder Danmark (PRD). Konkret for PRD betyder det, at vederlag fra og med vederlagsåret 2025 er momspligtige.
Da rettighedshaverens salg til PRD er momspligtigt, skal PRD derfor som noget nyt tillægge moms med 25% på udbetalinger til danske rettighedshavere fra og med vederlagsåret 2025, eneste undtagelser herfra er rettighedshavere, som har en samlet årlig omsætning under 50.000 kr., og som har valgt ikke at lade sig momsregistrere. Endvidere er blankbåndsvederlag, benævnt Privatkopiering (PRK) hos PRD, ikke pålagt moms.
Rettighedsbetalinger for vederlagsårene 2024 og tidligere vil fortsat være momsfritaget.
I forbindelse med ændringen af momsloven ændrer PRD også proceduren for afregning af rettighedsvederlag og overgår til såkaldt selvfakturering (”self-billing”, hos SKAT også benævnt ”Afregningsbilag”) med det mål at sikre en smidig proces.
Det betyder, at PRD i afregningsproceduren vil udstede en faktura på vegne af den enkelte rettighedshaver med vederlag tillagt moms, en selvfaktureringsfaktura, hvor rettighedshaver vil stå som den fakturerende part. Selvfaktureringsfakturaen er rettighedshaverens grundlag for den efterfølgende momsafregning.
For at kunne benytte sig af selvfakturering skal der være indgået en aftale, hvor rettighedshaver som den modtagne part af vederlag giver accept til PRD af fremgangsmåden, således at PRD er godkendt til at udstede disse selvfaktureringsfakturaer. PRD skal derfor bede om, at den enkelte danske momsregistrerede rettighedshaver godkender dette ved at sætte en markering i nedenstående boks 1, samt at tjekke at det i ”Mit PRD” angivne CVR/momsnummer er korrekt.
Rettighedshavere med en samlet årlig omsætning under 50.000 kr. og som har valgt ikke at lade sig momsregistrere bedes anføre dette ved markering i nedenstående boks 2.
Ikke danske rettighedshavere bedes ligeledes godkende selvfakturering ved markering i boks 1, dog således at de udstedte selvfaktureringsfakturaer ikke tillægges moms, men udstedes under henvisning til ”Reverse Charge”.
Det vil ikke være muligt for PRD at udbetale vederlag for vederlagsåret 2025, før en markering er sat.